BENTES BORGERLIGE BLOG

Kommentarer til stort og småt - Indfald og udfald

Side 2 af 2

Efter anbefaling fra myndighederne

Så kom den længe ventede rapport ‘Håndtering af covid-19 i foråret 2020‘ fra den uvildige udredningsgruppe under ledelse af professor emeritus Jørgen Grønnegaard Christensen.

Det er Folketinget, der har bestilt rapporten og jeg vil her hæfte mig ved en enkelt og for mig skelsættende ting fra rapporten.

Det fremgår, at statsminister Mette Frederiksen ikke har talt sandhed, da hun fortalte befolkningen på pressemødet den 11. marts, at det var efter anbefaling fra myndighederne, at store dele af Danmark blev lukket ned.

Der ligger en udskrift på regeringen.dk: Derfor er myndighedernes anbefaling, at vi lukker ned for al unødvendig aktivitet på de områder i en periode.

Citat fra rapporten side 425:
“Det er dog samtidig udredningsgruppens vurdering, at den uenighed, som hersker omkring dette væsentlige aspekt af den delvise nedlukning den 11. marts 2020, ikke bliver kommunikeret klart til offentligheden på pressemødet i Statsministeriet den 11. marts 2020. Tværtimod bliver det på pressemødet af regeringen med statsministeren i spidsen fremstillet sådan, at nedlukningen af aktivitet i bl.a. daginstitutionerner, skoler og uddannelsesinstitutioner sker på myndighedernes anbefaling. Den redegørelse for forløbet op til nedlukningen, som er givet i kapitel 9 i denne udredning, giver ikke støtte til den formulering, som statsministeren bruger på pressemødet den 11. marts 2020. Tilsvarende bliver Sundhedsstyrelsens forbehold over for revisionen af epidemiloven ikke tydeligt nok videreformidlet til Folketinget i forbindelse med behandlingen af forslaget til den første ændring af epidemiloven den 12. marts 2020, jf. kapitel 10.”

og videre side 426:
“Det må efter udredningsgruppens vurdering i et system, der som det danske bygger på mini- sterstyre, jf. ovenfor, nødvendigvis være sådan, at embedsmænd deltager på pressemøder, hvis de bliver bedt om det. Deres deltagelse på de covid-19-relaterede pressemøder kan dog ikke tages som indtægt for, at de har anbefalet de tiltag, der meldes ud. De deltager her på regeringens vegne.”

I min optik har statsministeren løjet for befolkningen, og det bør få konsekvenser. Hvilke konsekvenser det bør få, er op til andre, men konsekvenser bør det få.

Hvem kan have tillid til en statsminister der lyver os lige op i vores åbne ansigter. Og måske har løjet flere gange?

Jeg undrer mig over, at ordet ‘løgn’ næsten ikke bliver brugt, hverken i medierne eller af politikerne.

I stedet bruger man ordet ‘usandt’. Slår man ordet op i Den Danske Ordbog så betyder ‘usandt’ ‘Ikke i overensstemmelse med virkeligheden’ og synonymer er ‘urigtig’ eller ‘falsk’.

Slår man ordet ‘løgn’ op, så betyder det ‘ikke i overensstemmelse med sandheden’.

Herefter kan enhver jo tænkte sit – jeg er ikke i tvivl om hvilket ord, der er passende her!

Statsministerdukken

Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix.

Forleden var der demonstration i Københavns gader. Det er der sådan set ikke noget nyt i. Anmeldte demonstrationer er lovlige i Danmark og en del af den grundslovssikrede ytringsfrihed.

Hvad der derimod ikke er en grundlovssikret rettighed er den tekst, der var var sat på statsministerdukken, der blev afbrændt ved samme lejlighed.

Teksten ‘Hun må og skal aflives’ stod på statsministerdukken, og det er vist ikke en del af vores ytringsfrihed. Det er en direkte opfordring til drab, og det må være strafbart.

Den politiske dialog mellem forskellige mennesker med forskellige opfattelser føres på livet løs – ikke bare i Folketinget og andre folkevalgte forsamlinger, men alle steder i landet. Vi hylder og fejrer den frie dialog, som ofte er ganske direkte og meget bramfri. Vi fængsler ikke mennesker vi er uenige med, for de har lige så meget ret til at forfægte deres mening, som jeg har til at forfægte min.

Afbrænding af f.eks. Dannebrog og en dukke med et billede af den siddende statsminister er heller ikke lovstridigt, men opfordring til drab er ikke en grundsovssikret ret.

Derfor skal myndighederne gribe ind og sende et tydeligt signal om, at en sådan opførsel ikke går. De ansvarlige bør stilles til ansvar, så det er utvetydigt, at handlingen er ulovlig.

Nyere indlæg »